Er udbuddet af digitale borgerservices bredt nok, og dækker de alle borgernes behov? 
Vi kan altid blive bedre, og det er vigtigt, at Danmark sætter en høj overligger. Der findes i dag digitale løsninger på rigtig mange områder, så i bredden er vi godt med. Der, hvor det halter, er i dybden. Vi skal se på kvaliteten af de eksisterende løsninger, og så skal vi blive bedre til at integrere dem, så borgerne eksempelvis kan genbruge data, som allerede er afgivet. 

Hvordan sikrer man større sammenhæng i udbuddet af borgerservices? 
Det gør man ved at se den offentlige sektor med borgerens briller, og det er noget, vi er meget optagede af netop nu. I regi af borger.dk (en fælles offentlig portal for kommuner, regioner og stat) sætter vi nu fokus på borgertemaer – vi prøver at se de digitale løsninger ud fra, hvad borgerne har brug for. KL er tovholder på et af de første temaer, som er ”Mine børn”. Temaet går på tværs af både kommuner og statslige myndigheder, så man nu kan finde alle relevante digitale services på samme sted. Perspektivet for ”Mine børn” er at involvere alt fra sundhedsplejersker til skolemyndigheder og sætte fokus på barnet helt fra graviditeten, til barnet er myndigt. Der ligger et kæmpe potentiale i den slags løsninger, og det sikrer både kvalitet, dybde og sammenhængskraft. 

Hvordan sikrer man synligheden af de enkelte borgerservices?
Det er vi også ved at finde en løsning på. På borger.dk har vi lavet en top 30 over de mest brugte offentlige selvbetjeningsløsninger. 13 af dem er kommunale, men det har vist sig, at der ikke er en eneste kommune, der tilbyder samtlige 13 tilgængelige løsninger. Så nu prøver vi at få alle kommuner med ved at præsentere dem for gode business cases, leverandøroversigter osv. 

Er målsætningerne for digitaliseringsstrategien på vej til at blive opnået på borgersiden? 
Der er stadig et stort uudnyttet potentiale, og det er tankevækkende, at mange lande, der er kommet senere i gang med digitale løsninger end Danmark, er på vej til at overhale os. Eksempelvis har de Østeuropæiske lande rykket rigtig meget, og i Slovenien har man introduceret digitale valghandlinger. Det har vi fået afslag på at gøre til kommunalvalget i Danmark. Men hvis vi fortsat vil være ”verdens bedste it-nation”, skal vi i gang med den slags projekter. 

Hvorfor er borgerprisen en vigtig pris, og hvad skal næste års vinder bedømmes ud fra?
Priser har generelt en rigtig god indvirkning på udviklingen. Eksempelvis har ”Bedst på nettet”-prisen fået mange webmastere i det offentlige til at være ekstra innovative. Jeg tror ikke, at der er nogen, der udvikler nye løsninger bare for at vinde en pris, men det er en god måde at skabe fremdrift i udviklingen på. Jeg vil synes, at næste års borgerpris bør gå til en løsning, der for det første skaber stor volumen, dvs. får mange borgere med. Men det skal også være en løsning, der formår at sætte sig i borgerens sted i stedet for myndighedens sted.

 

 

Comment