Hvad gør Rejseplanen til en succes? 
Rejseplanen.dk er Danmarks næststørste offentlige site, kun overgået af dmi.dk. Vi har 9 mio. rejseplansopslag om måneden, så tallene vidner i sig selv om en stor succes. Det særlige ved Rejseplanen er desuden, at det er en service, der leveres på tværs af flere forskellige offentlige selskaber – fra tog og Metro til færgerne og de kollektive trafikselskaber. Det er dette tværgående samarbejde, der skaber grundlaget for Rejseplanens serviceniveau. Selvom de forskellige selskaber kan have modstridende interesser, er det med dette samarbejde lykkedes at skabe en løsning, der ikke blot giver mere værdi for brugerne, men også mere værdi for vores ejere. Det er et skoleeksempel på, hvordan man kan levere en bedre digital service til borgerne. 

Får Rejseplanen folk til at rejse mere?
Det gør den faktisk. Ved at præsentere hele rejsen fra start til slut, skaber man mere kollektiv trafik. Vi har lavet en del brugerundersøgelser, der viser, at 8-10 pct. af Rejseplanens brugere ikke ville have foretaget rejsen og altså ville være sprunget fra kollektiv transport, hvis ikke de havde fundet et rejseforslag på Rejseplanen. Ved at vise, hvordan man kobler de forskellige transportmidler sammen, skaber vi også trafik. En person, der måske havde tænkt sig at gå til toget, kan via Rejse-planen se, at der går en bus til stationen. Andre af vores undersøgelser viser, at 9 ud af 10 opslag på Rejseplanen fører til, at man faktisk gennemfører den søgte rejse. Rejseplanen er således med til at tydeliggøre, at der er tænkt over sammenhængen i den kollektive trafik, og forhåbentlig kan vi skabe øget brug samtidig.

Hvad er der sket med Rejseplanen, siden I fik prisen?
Lige nu er vi i gang med et redesign af www.rejseplanen.dk. Vi ændrer lidt i strukturen og tilføjer nye funktionaliteter. Vi undersøger lige nu muligheden for at lancere en rejseplanlægger, hvor man kan søge på sin rejse og sammenligne de kollektive trafikmuligheder med samme rejse i bilen. Det vil sige, at man søger fra a til b – lidt ligesom på Krak – og bagefter kan sammenligne tid, pris og miljøbelastningen. Denne rejseplanlægger vil, hvis projektet går som planlagt, blive med realistiske køretider baseret på historiske data. Det gør vi i et samarbejde med Vejdirektoratet, hvorfra der indsamles data fra biler, der kører på vejnettet. På den måde finder vi en gennemsnitlig tid på det stykke vej, på den dag og det tidspunkt på dagen, man kører. Derudover arbejder vi på at udvide vores mobile servicer, og vi arbejder på at kunne vise realtid og bruge denne realtid til at give bedre og mere personaliseret trafikinformation.

Hvilke udfordringer og muligheder har Rejseplanen i fremtiden? 

Mobilområdet har et meget stort potentiale, men vi har nogle generelle udfordringer, der ligger uden for vores rækkevidde. Der er stadig mange, der ikke bruger mobilen som netadgang og er usikre på, hvor meget det nu koster osv. Det er nok én af årsagerne til, at vi på nuværende tidspunkt kun har 50.000 rejseopslag på mobilen om måneden. Men vi er meget optagede af at brede os på flere medier og integrere vores servicer på andre platforme. Vi er i kontakt med Google om deres verdensom-spændende rejseplanlægger Google Transit, hvor Rejseplanen muligvis skal levere danske data. For os handler fremtiden om, at vi skal tænke uden for vores normale rammer og sektorer og indgå i tværgående samarbejder. På den måde rammer vi brugerne, der hvor de er og har brug for os. Og det skaber mere værdi, både for brugeren og os selv.

 

Comment